Vanløse skole

http://www.winterfeldt.dk/site/MyImages/Picture4.jpgI 1970 startede jeg i første klasse på Vanløse skole. Forude lå ni års   skolegang ,som for mit vedkommende skulle blive meget turbulente.
Årsagen skal findes i to ting. Jeg er delvis ordblind og jeg var fysik svag
I dag kan jeg se, at det må noget nær den værste kombination for et     barn.

For mit vedkommende oplevede jeg det på den måde, at jeg blev drillet. Og da jeg ikke kunne slå fra mig, var jeg et let offer. Ergo røg jeg nederst i klassens hakkeorden og mobning blev hverdagskost.

Lad mig her pointere, at jeg absolut ikke er tilhænger af vold. Desværre er virkeligheden verdens sådan, at kan man ikke slå fra sig i skolegården, er man på den.

Jeg kan huske, at jeg for at overleve, altid gik sammen med gårdvagten i skolegården. Det var bare ikke altid nok. De skulle nok få ram på skrællingen.

En af de modbydelig ting jeg husker under min skole gang. Det var at nogen af lærerne hældte benzin på bålet , ved at hænge mig ud som svag. Og jeg kunne roligt regne med, at jeg altid kom sidst i køen.

Jeg husker en helt grotesk episode, hvor vi havde været ude og samle penge ind for en eller anden hjælpe organisation. De 10 bedste ”sælgere” ville få en billet til en koncert. Jeg var den der havde solgt mest

Men da billetterne skulle uddeles, var jeg den sidste der fik. Jeg kunne få, hvis der var billetter i overskud. - Året efter var jeg ikke at finde blandt sælgerne. Det kunne læren ikke forstå. I dag ville jeg nok have belært hende om forstå betydningen af frivilligt arbejde. 

Jeg kunne roligt regne med at mine stavefejl og regnefejl blev hængt ud til offentlig spanking. Først oppe i 5 klasse lærte jeg at læse.

I grunden på en sjov måde. I min sommerferie på landet,  lå der en stor stak Anders And blade. Jeg fandt på et tidspunkt ud af, at når jeg fik stavet mig igennem dem, fik jeg mere ud af dem. – Jeg var tændt. Efter sommerferien kunne jeg læse. Så kom ikke og sig at der ikke kommer noget godt ud af at læse Anders And. Det med skrive fejlfrit har dog været et sejt træk, som det stadig kniber med.

Nu var det ikke det rene ynk det hele. Jeg mener det også er omkring femte klasse, vi får ny klasselærer. Jens Ohlendorf hed han. Har var tidligere sømand. Så vi blev stop fodret med historier fra de 7 have. Herunder historierne om traditionerne ombord på skibene. – Herligt. Set i bakspejlet er det i grunden mærkelig at jeg ikke stak til søs. Det tror jeg nok jeg havde gjort i dag. 

Jens Ohlendorf var også skak spiller.

På et tidspunkt fandt vi knægte en hulens masse skakspil i et af skabene, som han brugte i en skak klub. Det betød, at der efterfølgende blev spillet skak til den store guldmedalje. Jeg var og er ikke det store geni på punkt. Men skak lærte noget om analyse og forudseenhed, som jeg siden har haft meget stor glæde af. Lærerne var ikke kede af at vi spillede skak

For havde vi ikke noget at lave, satte vi os til at spille skak. Det betød ro i klassen. Og klassens time var lig med skak.

Tiden fløj af sted. Vi fik engelsk og tysk på skemaet. Jeg var elendig til sprog, var tilbagemeldingen.

Jeg kunne slide nok så meget i det med pensummet . Og var reelt set jeg ikke så dårligt til sprog, kan jeg se i bakspejlet. Fik alligevel elendige karakterer. Lærerne valgte blot at høvle mig ned, for at få fred fra klassens tyranner. Sjov nok var jeg 20 år efter til en sprogtest og fik at vide jeg har et fint sprog øre. Skal huske at skrive, at jeg ikke kan tale sproget, så hurtigt som dansk. Sjov nok har jeg flere gange virket som simultan tolk i marinehjemmeværnet (MHV). Det er gået over alt forventning. Men ok cheferne i MHV vidste ikke, at jeg var dårlig til engelsk, så jeg talte og oversatte på samme måde som brumbassen, der ikke ved at den ikke kan flyve.

Tilbage til sporet.

Tiden nærmede sig afsluttende eksamen, hvor jeg fik oprejsning.

Da jeg gik op til afsluttende eksamen i 9 klasse fik jeg top karakterer. Det var svært at få armene ned og vidst en slemt bedt for visse lærer.

Jeg forlod efter folkeskolen København for at uddanne mig til landmand. Det skulle desværre mislykkedes. En af årsagerne skulle findes de dårlige tider for landbruget, og det var også svært som bybo at komme til et andet miljø. Men derom senere.

Et af de spørgsmål det må være relevant at stille her er. Hvordan overlevede jeg den modgang.?

Svaret er:

Jeg kendte ikke andet, så jeg bed tænderne sammen og forsøgte at få det bedste ud af situationen. Opbakning hjemme fra. Det var der ikke noget af

Hver weekend i 9 mdr. om året tog familien på landet. Det skal forstås på den måde, at vi havde et helårs hu
s på Falster med weekend attest. Når vi kom derned smuttede jeg ned en landmand ved navn Børge Pyndt, hvis jeg kunne se mit snit til det. Her havde jeg et fristed. Børge var et varmt og roligt menneske, som lærte mig at læse naturen. Han var en af de sjældne menneske der i den grand kunne holde sin sti ren og har altid været et forbillede for mig.
Når jeg ser tilbage på min skole tid, kan jeg huske at jeg brændte for landbruget. I grunden forståeligt nok. Og når det blev for hedt i skolefrikvarterene, satte jeg mig altid op i vinduet og dagdrømte om livet på landet